mandag den 5. maj 2008

Peter Pan

STARTSKUDDET PÅ PETER PAN

Søndag eftermiddag i det varme sommervejr samledes næsten 70 børn og voksne til 1. læseprøve på Peter Pan, der opføres på Amfiscenen til sommer.

De mange amatørskuespillere, sangere og dansere – samt de professionelle instruktører - har ventet utålmodigt på at komme i gang, så gejsten var stor, da den første prøvedag endelig oprandt. Lidt senere end planlagt dog, idet problemer med manuskript, musik mm. havde udskudt prøvestarten. Men med den gejst, der blev udvist i dag – og en ”striks” instruktør – er årets festspil skudt i gang.

Det flotte vejr til trods, var der ingen problemer med disciplinen inden døre denne søndag, og kun de, der stod for selv at skulle konfirmeres denne dag, havde meldt afbud. Ellers mødte alle talstærkt op.

Ud over de folk, der skal på scenen, var også alle øvrige involverede mødt op, så der f. eks. kunne tages mål til de mange kostumer, der skal sys. Og alle engagerede, frivillige i øvrigt kunne hilse på hinanden.

Peter Pan bliver en gigantisk opsætning på bedste tegneserievis som ikke lader noget tilbage for Disney. Det bliver flotte kostumer, glade farver og eventyrstemning. Så der er virkelig noget at se frem til på Amfi-scenen i perioden 1. – 16. august 2008.

Instruktør på Peter Pan er Christine Albrechtslund (København), der er uddannet både skuespiller og instruktør. Hun har tidligere, med stor succes, opsat forestillingen ”Cabaret” på Dorothea Teateret, så hun er allerede et kendt ansigt i Kolding. Og et dejligt gensyn for mange. Med sig har hun som kapelmester Lars Andresen, der gennem de sidste 7 år har sikret en flot musik på festspillene, Christina Mølgård Pedersen fra Musical Akademiet i Fredercia som koreograf samt Anders Ørsager som sanginstruktør og korleder, bakket op af Toke Wulf - begge er kendt fra vokalgruppen Basics.

Så allerede nu er der god grund til at sætte kryds i kalenderen ud for én af dagene i den første halvdel af august måned… billetter kan allerede nu bestilles via Billet-net.

Yderligere oplysninger
Thorben Lundø, produktionsleder, 23 357 367

Foto til vederlagsfrit brug: Lisbeth Wilger

Ingen kommentarer: